Vedtægter for Skriveunderviser
Foreningen for skriveundervisere i Danmark
§1
Navn og hjemsted
”SKRIVEUNDERVISER – forening for skriveundervisere i Danmark” er stiftet den 27. juni 2022 og har hjemsted i Danmark.
§2
Formål
Foreningens formål er at skabe et netværk for professionelle skriveundervisere i disciplinen kreativ skrivning og at skabe et netværk mellem forfatterskoler i Danmark.
Det er endvidere foreningens formål at arrangere netværkskonferencer og -seminarer, hvor primært foreningens medlemmer står for indholdet
§3
Medlemskab
Der er to former for medlemskab.
- Professionelle undervisere i skrivekunst og kreativ skrivning.
- Forfatterskoler, skriveskoler, biblioteker, ungdomsskoler, manuskriptskoler, højskoler, efterskoler, skrivekurser o.lign. der tilbyder professionel undervisning i kreativ skrivning.
Begge typer medlemskaber har en stemme på generalforsamlingen.
§4
Indmeldelse
Indmeldelse sker ved betaling af kontingent.
§5
Udmeldelse
Udmeldelse sker ved manglende betaling.
§6
Kontingent
Kontingentet fastsættes årligt af generalforsamlingen.
§7
Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægt.
§8
Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes en gang om året i forbindelse med foreningens konference ultimo januar-primo februar.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal finde sted med fire ugers varsel.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle medlemmer, som har betalt kontingent.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
§9
Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning for det forløbne år
- Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse
- Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse
- Fastsættelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af 3-5 medlemmer af bestyrelsen. Halvdelen er på valg i lige og den anden halvdel i ulige år. Bestyrelsen konstituerer sig selv med bestyrelsesleder, kasserer, sekretær og menige medlemmer.
- Valg af to suppleanter til bestyrelsen (for 2 år)
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Eventuelt
§10
Generalforsamlingens ledelse
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes af dirigenten.
§11
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§12
Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2 medlemmer, herunder bestyrelseslederen og kassereren, er til stede.
De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten.
Bestyrelsen består af en bestyrelsesleder, en kasserer, en sekretær og yderligere 0-2 medlemmer og vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er på valg i ulige år, den anden i lige år efter intern aftale i bestyrelsen.
Valgbare til bestyrelsen er medlemmer af foreningen.
Bestyrelsen skal både indeholde repræsentanter, som er skriveundervisere og institutioner.
Suppleanter vælges for 2 år. De må deltage på bestyrelsesmøder, men har ikke stemmeret.
§13
Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.
§14
Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede. Revisoren skal godkende regnskabet før generalforsamling. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§15
Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes af bestyrelsen.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.
§16
Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling ved simpelt flertal for ændringen.
§17
Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på ekstraordinær generalforsamling.
På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvilke almennyttige formål, foreningens formue skal tilgå.