Skriveunderviser

Benedicte Marie Thorseth

Jeg henvender mig til alle, der har lyst til at skrive historier fra livet, det kan være din egen eller en andens.
Den eneste forudsætning for at deltage på mine kurser er, at du har lyst til at skrive historier ud fra erindringer. Du kan dykke ned i det, du selv kan huske fra dit liv, eller du kan skrive om din mors, fars, bedsteforældres eller en helt fjerdes liv.

Vores liv er fyldt med historier, nogle er sjove og dejlige, mens andre er barske og sørgelige. Vi kan alle huske episoder fra hverdagen og fra de store begivenheder, som livet har budt på. Rigtig mange af dem er værd at mindes og skrive om.

Tanken om, at vi alle sammen rummer et kæmpe bibliotek med fortællinger om alt det liv, vi har levet fascinerer mig, og det er nogle af de historier, jeg hjælper dig med at formidle, så dine nærmeste og måske en bredere kreds kan lære dig at kende på en anden måde, end det du lige viser frem og fortæller om i dagligdagen.
Ved at dele ud af dine erindringer giver du andre mennesker et unikt blik ind i din historie, og er der tale om den yngre generation eksempelvis børn, børnebørn og oldebørn, får de noget at vide om dig og deres families historie, der kan være med til at give dem større sammenhæng i deres liv og til at forstå, hvad de er rundet af.
Har du lyst til at skrive historier fra dit eller en andens liv? Så får du min hjælp til at komme i gang, hvad enten det er kortere historier eller en hel erindringsbog, du vil skrive.
Når vi skriver historier fra livet, er der mange oplevelser at vælge mellem. Du får hjælp til at strukturere din fortælling og redskaber til at skabe et levende sprog. Du bliver præsenteret for en lang række spørgsmål, der er gode at stille dig selv, eller den du vil skrive om. Du kommer til at arbejde med skriveøvelser, der virker inspirerende på skriveprocessen. Vi bruger også fotos, som sætter gang i erindringerne.

Undervisningen veksler mellem oplæg og øvelser, som jeg har med, og så skal vi læse nogle af hinandens tekster og komme med feedback.

Jeg er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.
Jeg afholder skrivekurser forskellige steder i landet, adressen vil fremgå af min hjemmeside. Feedbackgrupper og vejledning har til huse i mit dejlige og lyse anneks på Ringgårdsvej 8C, Horneby, 3100 Hornbæk.

Temaer
  • Coaching
  • Erindringer
  • Manuskriptvejledning
Geografi
  • Sjælland
Målgruppe
  • Unge
  • Voksne